Udgivet af Judith Kobbeltvedt, ons d. 6. feb 2019, kl. 12:11

I mange år har det været et stort ønske at renovere Niløse kirke, og i år bliver ønsket opfyldt. Igennem de sidste 3  år har der været arbejdet intenst med planerne , og nu har menighedsråd, provsti , Roskilde stift, Nationalmuseet, arkæologer og Akademirådet godkendt projektet. Vi kan til august gå i gang med arbejdet, som vil vare ca 7 måneder. Desværre vil det være nødvendigt at lukke kirken i disse måneder. Kirkelige handlinger vil i denne periode komme til at foregå i Skellebjerg og Tersløse kirker. Evt. vil der også kunne holdes nogle gudstjenester på Niløse skole eller i sommer / efterårsperioden måske en friluftsgudstjeneste i  Niløse.  Efter planen vil renoveringen være tilendebragt i påsken 2020, hvor vi forhåbentlig kan holde festgudstjeneste i en smuk, nyrenoveret kirke . Det , der skal ske, er følgende : Arbejde med at minimere fugtproblemerne i murene. Etablering af nyt varmesystem ved opsætning af varmepaneler under bænkesæderne. Gennemgang af gamle elledninger.  Renovering af jernvinduer. Kalkning .  Maling af stolesæder i nye lyse farver . Opsætning af nye lysekroner. Ny altertavle og felter på prædikestolen malet af kunstneren Adi Holzer. ( Er færdiggjort og  opbevares i  kunstnerens atelier ) Vi glæder os til at komme i gang med det længe imødesete arbejde, som forhåbentlig vil  blive til glæde og gavn for menigheden i mange, mange år.

Kategorier Nyheder